Hop til hovedindholdet

Jordemoderforeningen logo

Jordemoderliv i perspektiv


Dato og tid

Mandag d. 1. november 2021 kl. 09:00 til 16:30

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 27. oktober 2021 kl. 17:00

Sted

Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg Hotel Nyborg Strand
Østerøvej 2
5800 Nyborg

Jordemoderliv i perspektiv


Jordemoderliv i perspektiv



Jordemoderforeningen inviterer til medlemsmøde på hotel og konferencecenter Nyborg Strand. 

Dagens program:

09.00-10.00  Indskrivning og morgenmad

10.00-10.15  Velkommen v. Lis Munk

10.15-11.45  Mellem begejstring og belastning – forebyggelse af         
                     udbrændthed, omsorgstræthed og sekundær
                     traumatisering
                     v. Rikke Høgsted, psykolog - se video

11.45-12.45  Frokost og besøg hos udstillere

12.45-13.30  Parallelsession 1
                     Du får mulighed for at deltage i to forskellige parallelsessioner, 
                     som er særligt interessant for dig.
                     Læs om indholdet af hver enkelt parallelsession nedenfor

13.30-13.45  Tid til at finde næste parallelsession

13.45-14.30  Parallelsession 2

14.30-15.00  Pause og besøg hos udstillere

15.00-15.45  Visioner for fremtidens arbejdsplads for jordemødre 
                     Lis Munk inviterer koncerndirektør i Region Hovedstaden,
                     Dorthe Crüger, til en dialog om, hvordan vi skaber den bedste
                     arbejdsplads for jordemødre.

                     Moderator: Iben Konradi Nielsen

15.45-16.25  Fra vrede til håbefulde handlinger             
                     v. Maria Gudme, konsultent hos DeltagerDanmark

16.25-16.30  Tak for i dag, v. Lis Munk



Mellem begejstring og belastning - forebyggelse af udbrændthed, omsorgstræthed og sekundær traumatisering
Psykolog og leder af institut for belastningspsykologi Rikke Høgsted holder oplægget med titlen ”Mellem begejstring og belastning - forebyggelse af udbrændthed, omsorgstræthed og sekundær traumatisering”.

Oplægget inspirerer dig til, hvordan du forbliver professionel og omsorgsfuld og samtidig har blik for den mentale påvirkning og for egne reaktioner, så du forebygger en mental slagside.

Visioner for fremtidens arbejdsplads for jordemødre
Lis Munk inviterer koncerndirektør i Region Hovedstaden, Dorthe Crüger, til en dialog om, hvordan vi skaber den bedste arbejdsplads for jordemødre.

Dorthe Crüger startede som koncerndirektør i Region Hovedstaden i oktober 2020, og har en baggrund som læge og sygehusdirektør. Dorthe Crüger vil være frontpersonalets koncerndirektør og nærer et stort ønske om at få jordemødre til at trives og være glade for deres arbejde med de gravide og fødende. 

Jordemoderforeningens direktør Iben Konradi Nielsen er moderator under dialogen. 

Fra vrede til håbefulde handlinger
Verdens dagsordner kan skabes og ændres med fortællinger. Det har flere #metoo-bølger vist os. Dette oplæg vil afslutningsvis inspirere os til, hvordan vi kan bruge vrede og bekymringer for jordemoderfaget til fortællinger, der skaber en fælles dagsorden med både handling og håb for fremtiden.

Ved Maria Gudme, konsulent hos DeltagerDanmark

Parallelsessioner
På medlemsmødet afholdes der efter frokost ni forskellige parallelsessioner. Du får mulighed for at deltage i to forskellige parallelsessioner, som er særligt interessant for dig.

Der er et begrænset antal pladser per session, og vi beder dig derfor om at angive de fire parallelsessioner du helst vi deltage i, i en prioriteret rækkefølge, og vi vil efterfølgende gøre vores ypperste for at alle kan få deres første og anden prioritet opfyldt.

Lønstrategi i fremtiden
Ved Jordemoderforeningens kongressen i 2020 blev Jordemoderforeningens politiske strategi for 2020-2026 vedtaget. Et væsentligt fokus i strategien er højere løn og bedre pension. Strategiens mål kan nås ad forskellige veje, og så er spørgsmålet, om det skal ske ved overenskomstbordet, en tjenestemandsreform eller måske noget helt tredje?

På denne parallelsession kan du høre mere om Jordemoderforeningens lønstrategi, og sammen med Jordemoderforeningens forkvinde, Lis Munk, og forhandlingschef, Klaus Groth-Andersen, være med til at diskutere, hvordan vi kommer fra strategi til resultat.
Se video

Compassion – træn dine evner til at passe på dig selv
Det er velkendt at empati og omsorg udmatter – også i jordemoderfaget.
Værktøjer og teknikker fra begrebet compassion kan dog lære dig at drage omsorg over for dig selv, samtidig med at du drager omsorg for andre. På denne parallelsession vil Ann-Birgitte Havelund Nielsen introducere dig til teorien om compassion og fortælle, hvordan man kan træne at passe på sig selv mens man arbejder – særligt i sundhedsvæsenet.

Ann-Birgitte Havelund Nielsen er vicechefjordemoder hos Kvindesygdomme og Fødsler, AUH. Desuden læser hun til compassion-lærer og brænder for at implementere compassion og mindfulness strukturelt i sundhedsvæsenet.

Jordemoderliv i en lobbyismehverdag
Lobbyisme er allestedsnærværende i samtlige politiske processer. Det gør sig ikke mindst gældende i de processer, der påvirker jordemødres løn, arbejdsforhold og faglige interesser. På denne parallelsession vil Jordemoderforeningens direktør Iben Konradi Nielsen klæde dig på til at forstå det politiske spil, der foregår omkring jordemoderprofessionens interesser, og inspirere dig til, hvordan du selv kan komme i gang med at fremme jordemødres interesse gennem lobbyisme.

Hvordan kommer du lettere igennem en nattevagt?
Nattevagten er en uundgåelig del af jordemoderlivet på fødegangen. Men hvad kan der gøres, for at afhjælpe udfordringerne omkring de uundgåelige nattevagter? På denne parallelsession giver Tina Frisk Kjettrup, organisationskonsulent i Jordemoderforeningen, dig viden om, hvad du selv kan gøre for at komme lettere igennem en nattevagt, og fortælle om, hvilke arbejdsgange og organisatoriske tiltag, der kan tages for at forbedre arbejdsmiljøet i nattevagterne.
Se video

Få tips til at lykkes med den korte samtale
Kommunikationsundervisning er en fast bestanddel af jordemoderuddannelsen, men det kan være sin sag at få teorien om kommunikation omsat til brugbare redskaber i virkelighedens samtale. Mange jordemødre oplever, at teorien om den motiverende og anerkendende samtale kun virker, når man har mulighed for en lang samtale - men sådan behøver det ifølge Christina Louise Lindhart ikke at være. Teorien kan hjælpe dig også, i de mange korte samtaler du har i løbet af dagen. Få tips til at lykkedes med den korte samtale på denne parallelsession.

Christina Lindhart er lektor i patient kommunikation på Syddansk Universitet og sundhedsplejerske.

Kompetenceafklaring - hvor er du på vej hen i dit jordemoderliv?
Måske står du et sted i dit jordemoderliv, hvor du trænger til nye udfordringer, eller måske har du blot brug for at gøre en status på dine kompetencer? Det kan også være du har afsluttet en videregående uddannelse, som du gerne vil i gang med at bruge?

På denne parallelsession vil Dorthe Jensen give dig et inspirerende oplæg til, hvordan du kan afklare dine kompetencer, så det du er særlig god til, bliver synligt for dig selv og andre.

Dorthe Jensen er professionel karriererådgiver og coach.
Se video

Værd at vide i dit møde med de jordemoderstuderende
- Annette Vinther Hedensted deler sin erfaring fra supervision af jordemoderstuderende.
Hvordan mon det er at være jordemoderstuderende i dagens Danmark? Jordemødre har mange kastetter på, og en af dem er at uddanne fremtidens jordemødre. Det er en vigtig opgave, som ofte også kræver mere end blot at formidle sin viden og håndgreb videre. Det er ikke usædvanligt at private og personlige problematikker tynger de jordemoderstuderende, og hvad stiller man op som kontaktjordemoder, uddannelsesansvarlig jordemoder eller underviser på jordemoderuddannelse, når det ikke er uddannelsesmål eller jordemoderfaglige problemstillinger, der fylder? Disse spørgsmål, og mange flere, kan Annette Vinther Hedensted hjælpe os med at få svar på i denne parallelsession. 

Annette Vinther Hedensted er hospitalspræst på det kommende Regionshospital Gødstrup og ledende beredskabspræst i Region Midt.

Brug din leder som medspiller
Hvordan kan du få det bedste ud af din leder, og hvordan kan din leder få det bedste ud af dig? Det er vigtigt for et godt arbejdsliv at have et velfungerende samarbejde med ens leder. Samtidig er det er nok ingen hemmelighed, at dette samarbejde jævnligt bliver udfordret, fx når ferieplanlægningen starter. I denne parallelsession vil tillidsrepræsentant og chefjordemoder fra Odense Universitetshospital, Lene Møller Andersen og Anette Lund Frederiksen, fortælle om, hvad de gør i deres daglige samarbejde for at bruge hinanden som medspiller i stedet for modspiller. Vær med og bliv inspireret til, hvad du kan gøre for at styrke samarbejdet på din arbejdsplads.

 

Lær at leve med din klagesag
Jordemødre oplever i stigende grad at få en patientklage, og det er ofte en oplevelse den enkelte jordemoder går med alene. På denne parallelsession vil Jordemoderforeningens næstforkvinde, Mette Rotesan, jurist, Pernille Thykier, og forsknings- og udviklingskonsulent, Anne-Mette Schroll, sætte fokus på den eksisterende kultur omkring klagesager, som på nuværende tidspunkt ofte er forbundet med meget skyld og skam. Parallelsessionen vil, efter et oplæg om patientklager i jordemoderfaget, lægge op til en dialog om, hvordan vi får brudt tabuet om klagesager og skabt en kultur, hvor det er normalt at tale åbent med sine kollegaer om ens klagesag.
Se video


Alle medlemmer af Jordemoderforeningen kan deltage i medlemsmødet. 

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >